Debat: Nye Borgerlige er de svages parti
- 19. april 2017
- Kasper Friis
- Posted in Debat
Af Søren Paulsen, 21 år, HF-studerende og medlem af Nye Borgerliges Ungdom
I et indspark bragt i Berlingske-Tidende onsdag d. 19/4 beskylder Halime Oguz fra SF Nye Borgerlige for at være et elitært parti, der ikke kerer sig om dem på bunden af vores samfund. Intet kunne dog være mere forkert.
Indledningsvist kommer hun selv ind på, hvordan Nye Borgerlige støttede op om de økonomisk trængte mennesker, der ved at køre Uber i deres fritid kunne få lidt ekstra til sig selv og deres børn. Den mulighed deltog SF i at tage fra dem og fejrede det med kage. Særinteresser i taxabranchen vandt over den lille mand. Hurra for det.
Derefter nævnes udlændingepolitikken. Også her står Nye Borgerlige på de svages side. For hvem er det egentligt, der betaler prisen for den ulyksagelige udlændingepolitik? Hvem er det, der mærker utrygheden, volden og kriminaliteten? Det er dem, som bor i de sociale boligbyggerier. For dem er det ikke en mulighed bare at slukke for nyhederne. Integrationskatastrofen er deres virkelighed. Det er deres børn, som må blive tilbage på ghettoskolerne, når de velstillede flytter til privatskolerne. Og det er dem, som har bevidnet hvordan de danske arbejderkvarterer, hvor de voksede op, i løbet af få årtier blev til indvandrerghettoer. Til gengæld kan det politisk korrekte segment føle sig gode på deres bekostning og ovenikøbet tillade sig at hævde, at de taler deres sag. De skulle skamme sig.
Til sidst er det den økonomiske politik, som kun skulle være til gavn for de rige. Tværtimod. Danmarks vækst er for lav, og vi sakker bagefter de lande, vi normalt sammenligner os med. Mange arbejdspladser er gået tabt. Udgifterne til velfærd vil stige fremadrettet, og der vil være færre til at betale. Når det går skidt ved vi godt, hvem der bliver fyret først. Det er den ufaglærte på gulvet. Vi ved også godt, hvem der er mest afhængige af, at velfærdsstatens finanseringsgrundlag er på plads – de udsatte. Jeg er ikke spor bekymret for de velstillede, de skal nok klare sig uanset hvad. Men hvis vi i fremtiden vil kunne tilbyde en god kernevelfærd til dem, der har brug for den, så bliver vi nødt til at gennemføre vækstskabende reformer. Andet kan vi ikke være bekendt.
About author
Indehaver og chefredaktør på Ungeavisen.dk. Skriver om stort og småt i dansk politik samt samfundet som helhed. Telefon: 26 71 00 78 Mail: kasperfriis@ungeavisen.dk.linux134.unoeuro-server.com