Uffe Elbæk: Jeg savner flere rebelske unge
- 27. februar 2017
- Kasper Friis
- Posted in InterviewPolitik & økonomiUnge
Dans til partimøder, anderledes tankegang og ikke som de andre – alle sammen noget, der beskriver det nyeste parti i Folketinget, Alternativet. Vi tog en snak med partiets mest kendte forkæmper, Uffe Elbæk, om ungdommen og fremtiden for alle de unge mennesker. Vi spurgte, Uffe Elbæk svarede:
- Ungdommen er Danmarks fremtid. Hvordan kan I som politikere give ungdommen de bedste rammer, så fremtiden ser lysets ud? Hvad er det vigtigste for, at ungdommen får en god fremtid?
“Vi har i Alternativet lige fremlagt et skoleudspil, der vil sætte folkeskolen fri og gøre karakterer og eksamensformen valgfri, ligesom vi vil afskaffe de nationale test. Ved at give skolerne og eleverne frihed til at lære og udvikle sig på den måde, som giver mening for dem, tror vi på, at vi får det bedste resultat. Vi skal ikke have flere fodsoldater til konkurrencestaten, målet må være at skabe hele, glade, nysgerrige mennesker, der har mulighed for at udfolde lige netop deres talent – hvad end det så er – på højest meningsfulde niveau. Så det handler om at sætte en bremse for den kultur af kontrol og krav, der er blevet så udbredt i de senere år.”
- Kan du som politiker se nogle tendenser blandt unge, som bekymrer dig?
“Jeg synes måske, at ungdommen af og til bliver lidt for pæne i deres tilgang til samfundet. Jeg kunne godt tænke mig en lidt mere rebelsk nerve, en lyst til at lave samfundet om. Det er selvfølgelig ok, hvis man er tilfreds med samfundet, men jeg synes bare, at der er så mange ting, der kunne være så meget bedre, så jeg håber virkelig, at de unge tager det ansvar, de har for fremtidens samfund alvorligt. Samfundet kan se ud præcis. som I kan forestille jer det. Det handler bare om, at gå i gang med at forandre, forny og forbedre det.”
- Kan du som politiker se nogle tendenser blandt unge, som glæder dig?
“Som politiker møder jeg igen og igen seje unge med masser af talent, gå-på-mod og udsyn. Det er nemmere end nogensinde før at komme i kontakt med hinanden på tværs af planeten, og den mulighed bruger mange unge allerede i dag. Når man skaber de gode og forpligtende fællesskaber, sammen får de gode idéer og gør dem til virkelighed, kan man ændre verden.”
- Et flertal af unge valgte ved skolevalget 2017 at pege på en blå regering. Hvad er det et udtryk for?
“Jeg synes for det første, at det er vildt positivt, at de unge engagerer sig i demokratiet, sådan som rigtig mange gjorde i forbindelse med skolevalget. For mig er det mindre vigtigt, hvem de unge stemmer på, det vigtige er, at de tager stilling og diskuterer politik og forskellige syn på verden – og her appellerede de ungdomspartier, der peger på en blå regering, åbenbart bredest. Alternativets Unge fik et flot resultat og fik flere stemmer, end moderpartiet fik ved Folketingsvalget, så det er jeg meget positiv over. Særligt fordi Alternativet Unge kun har eksisteret i et par måneder.”
- Hvad er dit bedste råd til de unge, der har hele verden foran sig i form af uddannelse, karriere, socialt og kulturelt?
“Mit råd er, at I hver især vælger den vej, som har et hjerte og som gør jer glade. At I gør det, I brænder for, ikke det samfundet eller deres forældre eller venner forventer af jer. I skal ikke være bange for at begå fejl eller fortryde jeres valg. I skal turde blive klogere.”
About author
Indehaver og chefredaktør på Ungeavisen.dk. Skriver om stort og småt i dansk politik samt samfundet som helhed. Telefon: 26 71 00 78 Mail: kasperfriis@ungeavisen.dk.linux134.unoeuro-server.com