Blog: Afskaf kongehuset
- 14. marts 2017
- Claes Theilgaard
- Posted in Blog
D. 16. februar skrev Ole Krarup fra Nye Borgerliges Ungdom et indlæg her på Ungeavisen.dk med titlen ’Gud bevare kongehuset’, hvori han fremlagde sine argumenter for at bevare kongehuset og den styreform, de repræsenterer. Dette er et emne, der ligger mig meget på sinde, og derfor også et emne, jeg vil behandle her i mit første blogindlæg. For de argumenter, Ole Krarup fremlægger i sit indlæg, er ganske enkelt ikke holdbare. De er udtryk for følelser og ikke logik, som det så ofte er tilfældet, når tilhængere af kongehuset skal forsvare deres sag.
I indlægget fremlægges værdimæssige grunde til, at vi skal beholde kongehuset. Ole Krarup lægger ud med at angribe det argument, at i et demokrati som Danmark bør statsoverhovedet naturligvis også være demokratisk valgt. Dette argument får han bl.a. fejet af banen ved at hive en gammel molbohistorie ud af ærmet. Dermed undgår han at forholde sig til de reelle kendsgerninger. Det går igen i hele Ole Krarups indlæg, at han undgår en egentlig argumentation, men forsøger at tale for sin sag ved at fremstille helt latterlige stråmandsudgaver af republikanske argumenter. Helt skingert bliver det, når Ole Krarup begynder at argumentere for kongehusets berettigelse ved at sammenligne det med pandaen. Men man må jo så også give ham, og alle andre royalistiske debattører, at de har en svær sag at argumentere for.
For der er simpelthen ikke én eneste god grund til, at vi i et demokrati som Danmark skal have et statsoverhoved, der ikke er valgt af folket. Og nej, Dronning Margrethe repræsenterer ikke alle danskere, som Ole Krarup også påstår i sit indlæg. Hun repræsenter kun de kongetro – og dem, der ellers ikke synes om hende og monarkiet, kan intet stille op. Det konstitutionelle monarki er en anakronisme, der ikke passer ind i moderne demokratiske værdier.
Derudover, forklarer Ole Krarup, er vi simpelthen nødt til at beholde kongehuset, fordi de jo repræsenterer den danske historie. Men her er det vigtigt at pointere, at vi ikke bør beholde noget, bare fordi det førhen har haft historisk relevans. Kongehuset er ikke længere med til at rykke historien nævneværdigt. Og de gamle historier om enevældige konger, henrettelser og Påskekrisen forsvinder ikke, bare fordi kongehuset gør.
Der eksisterer en helt særlig kultur omkring kongehuset, og det er et af de få emner, der stadig er tabu omkring i det danske samfund. Selv når kongehuset begår noget, der ligger sig op af at være korruption, som påpeget tidligere i år af Kim Bach fra Information og Transparency International, er der ingen nævneværdig reaktion fra folket. Og der er heller ikke så meget at stille op, for de kongelige er hævet over loven. Men hvordan retfærdiggøres dette? Og hvorfor har de kongelige, blandt mange andre helt uforståelige privilegier, ret til at være hævet over loven?
Jeg vil gerne tage diskussionen om kongehuset og dets berettigelse. Der er nemlig behov for at få åbnet op for debatten. Der er mange ting, der er helt åbenlyst uretfærdige ved kongehuset, og som burde blive taget op til diskussion. Derfor vil jeg gerne invitere alle royalister, Ole Krarup inklusive, til at fremlægge egentlige argumenter for kongehusets berettigelse. Så kan vi altid tage debatten derfra.
About author
Claes Kirkeby Theilgaard er formand for Ung Republik og bestyrelsesmedlem i Republik nu. Derudover er han bl.a. ung iværksætter og udviklingskonsulent med fokus på marketing og sociale medier hos Dansk Studie Center. Til daglig går Claes i 1.g på Gefion Gymnasium. Læs mere om Claes på hans personlige hjemmeside www.claestheilgaard.dk Telefon: +45 71 11 94 14 Mail: claestheilgaard@gmail.com