De unge republikanere har brug for et talerør
- 3. juni 2017
- Claes Theilgaard
- Posted in BlogPolitik & økonomiUnge
Danmark er et land af royalister. Derfor står republikanerne oftest ret alene på slagmarken, når debatten om monarkiet raser. En konsekvens af at republikanerne er i mindretal er, at deres argumenter kan risikere at blive kvalt i debatten. For at sikre en reel debat om monarkiet er det derfor vigtigt, at man sikrer sig, at republikanernes stemme ikke bliver kvalt.
Den mest effektive måde at sikre republikanerne en stemme på er at sørge for, at der findes et talerør, hvor de kan samles i deres kamp for et mere demokratisk og lige Danmark. Hidtil har der været et sådant talerør for de ‘voksne’, men der har været en åbenlys mangel på et talerør for de unge, der ønsker at afskaffe monarkiet. Og da det virker til, at der blandt unge er en voksende modstand mod monarkiet, kan det kun virke underligt, at der ikke hidtil har været et talerør, hvor de unge republikanere har kunnet danne en fælles front.
Dette talerør er noget, som der er et stort behov for. Jeg har selv ofte følt behovet. Derfor har jeg valgt at tage initiativ til Ung Republik. Ung Republik skal fremover være stedet, hvor unge republikanere kan mødes og med samlet front arbejde for et bedre Danmark. Republikken Danmark.
Jeg håber, at Ung Republik vil kunne bidrage til at skabe debat om monarkiet i Danmark. For det er nødvendigt, at debatten bliver taget. Der må snart blive bragt en ende på monarkiet, så vi kan få en egentlig demokratisk styreform i stedet. Leve republikken!
About author
Claes Kirkeby Theilgaard er formand for Ung Republik og bestyrelsesmedlem i Republik nu. Derudover er han bl.a. ung iværksætter og udviklingskonsulent med fokus på marketing og sociale medier hos Dansk Studie Center. Til daglig går Claes i 1.g på Gefion Gymnasium. Læs mere om Claes på hans personlige hjemmeside www.claestheilgaard.dk Telefon: +45 71 11 94 14 Mail: claestheilgaard@gmail.com