Af de 2.901 personer, der sidste år blev afvist i grænsekontrollen til Danmark, var hovedparten fra Mellemøsten og Afrika.
Det får udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) til at konkludere, at grænsekontrollen rammer rigtigt.
– Der har været stor debat om, hvem der ville blive ramt af grænsekontrollen. Og vi kan nu konstatere, at det er de rigtige, der bliver ramt.
– Folk fra Mellemøsten eller Afrika, der ikke har orden i deres papirer – og ikke kan identificere sig. Og dermed har de ikke ret til at rejse ind i landet, siger Inger Støjberg.
Syrere udgør med 480 personer den største nationalitet blandt de afviste på grænsen. Derefter kommer 322 afghanere og 258 irakere.
De er blandt andet blevet afvist på grund af manglende visum, opholdstilladelse eller brug af falske papirer.
– Vi kan i hvert fald konstatere, at der er 3.000 mennesker, der ikke er blevet lukket ind i Danmark. Og det er 3000 mennesker, der ikke har ønsket at søge asyl, svarer Støjberg.
– Hvis de var blevet lukket ind, så kunne det jo være, at de så havde søgt asyl, og derudover er det destabiliserende at have 3000 mennesker i Danmark, hvad enten de er på gennemrejse eller vil leve her illegalt.
Den midlertidige grænsekontrol mod Tyskland blev indført 4. januar 2016. Siden er den blevet forlænget i flere omgange og gælder indtil videre frem til maj 2017.
Støjberg ser gerne, at den fortsætter “en rum tid endnu”.
I et interview med Berlingske sagde V-næstformand Kristian Jensen ellers, at han principielt er imod grænsekontrol mellem Danmark og Tyskland – og at han tvivler på effekten.
– Man har kontrol, fordi der ikke er tillid til dem, der er på den anden side af grænsen, sagde han til avisen.
Adspurgt om Støjberg er enig med sin næstformands analyse, svarer hun:
– Vores grænsekontrol er ikke et spørgsmål om at udvise mistillid til Tyskland. Det er et spørgsmål om, at vi skal have styr på, hvem der rejser ind i Danmark og afvise dem, der ikke har ret til at rejse ind.
– Jeg så gerne, at vi på sigt kunne afskaffe grænsekontrollen. Men først skal der styr på EU’s ydre grænser.
Politisk redaktør på Ungeavisen.dk.