Pape: Unge skal ikke afsone dom hjemmefra
- 14. marts 2017
- Kasper Friis
- Posted in Politik & økonomiUnge
Justitsministeren Søren Pape Poulsen (K) mener ikke, at unge skal kunne være varetægtsfængslet hjemmefra i stedet for varetægtsfængsel.
“Hvad er det for et samfund, vi er ved at udvikle? De her unge mennesker, der ellers kommer på en lukket institution, er jo ikke ofre. At man skal belønnes og sidde derhjemme og hygge sig med en skål slik så stopper festen,” siger Søren Pape til DR.
Hele debatten udspringer fra, at i alt fire københavnske domstole har valgt at give unge under 18 mulighed for at være hjemmefængslet i stedet for at sidde i varetægtsfængsel.
Ifølge oplysninger fra DR; så bliver der hvert år anbragt ca. 50 københavnske unge mellem 15-17 år på institutioner. Københavns Kommune har derfor 11 gange forsøgt at få arrangeret mulighed for at disse unge kan afsone hjemme hos deres forældre, hvoraf 4 af disse gange er blevet godkendt af københavnske domstole.
Men Justitsministeren ser sig ikke enig i disse sager. Han mener på ingen måde, at unge skal kunne afsone deres varetægtsfængsling hjemmefra, siger han i et interview med DR, hvor han tilføjer, at det ikke er en fest, men en straf: “Det her handler om ofrene. At man skal belønnes ved at sidde derhjemme og ikke på en sikret institution. Her stopper festen,” siger han til DR.
Positive forsøg med hjemmefængsling af unge
Trods et kritisk syn på hjemmefængsling fra Justitsministeren, så har der vist sig gode erfaringer med netop dette tiltag. Det fortæller Sabrine Vulff Bjaabjerg, retskoordinater i Københavns Kommune, til DR: “Det hele er gået godt i de fire sager med hjemmefængsling. De unge har formået at holde de planer, som kommunen har lagt og som domstolene har godkendt. Praktikforløb og uddannelse er blevet gennemført, trods de var sigtet for en alvorlig kriminalitet,” siger Sebrina Vulff Bjaabjerg.
Men Justitsministeren er stadig ikke med på ideen. “Hvis man har begået personfarlig kriminalitet, så skal man (…) ikke belønnes med at kunne sidde derhjemme,” siger Søren Pape Poulsen til DR. “Så må man på en lukket institution og lære at opføre sig ordentligt, (….) de skulle tage sig sammen,” understreger Justitsministeren i samme interview med DR.
About author
Indehaver og chefredaktør på Ungeavisen.dk. Skriver om stort og småt i dansk politik samt samfundet som helhed. Telefon: 26 71 00 78 Mail: kasperfriis@ungeavisen.dk.linux134.unoeuro-server.com