Nationalbanken: Fremgang i dansk økonomi
- 15. marts 2017
- Kasper Friis
- Posted in Politik & økonomi
Positive udsigter for dansk økonomi. Sådan beskriver Danmarks Nationalbank det i ny analyse.
Vækst i BNP, øget beskæftigelse og højere lønstigninger. Dette er fremtiden for dansk økonomi, viser ny analyse fra Danmarks Nationalbank. Opsummeret fokuserer analysen fra Nationalbanken på disse 6 ting:
- Mangel på arbejdskraft i fremtiden
- God konkurrenceevne i Danmark
- Eksterne trusler (protektionisme, USA)
- Øget beskæftigelse
- Privat forbrug og eksport trækker væksten
- Normalisering i prisudviklingen
Pres på arbejdsmarkedet, men god konkurrenceevne
Nationalbanken beskriver, at der i fremtiden vil mangle arbejdskraft i Danmark. “Det er tydeligere, at der begynder at mangle arbejdskraft, særligt inden for det konjunkturfølsomme bygge- og anlægserhverv,” skriver Nationalbanken i deres analyse. Manglen på arbejdskraft ses især ved, at flere danske virksomheder efterspørger arbejdskraft – over 15% af virksomhederne i byggeri angiver mangen på arbejdskraft som en produktionsmæssig begrænsning. Dette understreger behovet for manglen på arbejdskraft. Ydermere anser over 10% af de danske servicevirksomhed, at manglen på arbejdskraft begrænser dem i at producere.
Trods presset på arbejdsmarkedet, som endnu ikke har fået lønnen til at udvikle sig voldsomt, er den danske konkurrenceevne god. Den gode konkurrenceevne skyldes bl.a. en moderat udvikling i de danske lønninger sammenlignet med udlandet. Også en svækkelse i den effektive kronekurs har gjort, at danske varer bliver billigere i udlandet, hvilket også har bidraget til konkurrenceevnen.
Eksterne trusler for økonomien
Især den nyvalgte amerikanske præsident, Donald Trump, kan være en trussel for udviklingen af Danmarks økonomi. Nationalbanken påpeger, at det er vigtigt med en åben markedsøkonomi for et lille land som Danmark, hvorfor en mere protektionistisk politik i USA kan true Danmarks eksport dertil og import derfra. Ligeledes har den valgte finanspolitik i USA en betydning for den danske økonomi. Hvis Donald Trump vælger at føre en meget lempelig finanspolitik, vil det gavne Danmarks eksport til USA umiddelbart. Men på den anden side kan det betyde en stigning i den lange rente i USA, som muligvis vil smitte af på renteniveauet i Europa ligeså og føre til en stigning. En stigning i renten vil alt andet lige nedsætte den indenlandske efterspørgsel i Danmark. En højere rente vil nemlig afskrække nogle fra at låne penge, hvorfor efterspørgslen falder.
Det påpeges af Nationalbanken, at beskæftigelsen vil stige med 60.000 personer hen mod slutningen af 2019.
Vækst og normal prisudvikling
I 2016 oplevede Danmark en meget lav inflation. Den forventes at normaliseres og rykke op mod de 2% årligt, som ECB har som mål. Den lave inflation sidste år skyldes et dramatisk fald i olieprisen i 2015 – ændringer i olieprisen har nemlig ikke konsekvenser med det samme, men der går lidt tid, før konsekvenserne mærkes. I 2016 er olieprisen dog steget igen. Nationalbanken vurderer dog, at de danske priser vil udvikle sig på linje med dem i euroområdet.
Væksten i Danmark bæres af stigninger i det private forbrug og eksporten (se ovenstående grafer). Eksporten forventes at stige med ca. 2,4% hvert år i gennemsnit i perioden 2017-2019. Det private forbrug ventes også at vokse – en vækst på 2% årligt i gennemsnit i perioden 2017-2019 forventes. Både eksport og privat forbrug er noget, som bidrager til BNP, som kan ses i opstillingen af en forsyningsbalance.
About author
Indehaver og chefredaktør på Ungeavisen.dk. Skriver om stort og småt i dansk politik samt samfundet som helhed. Telefon: 26 71 00 78 Mail: kasperfriis@ungeavisen.dk.linux134.unoeuro-server.com