Når folkeskoleelever i 8. klasse skal vurderes parate til at tage en ungdomsuddannelse, skal skolerne både se på elevernes boglige og praktiske færdigheder.
Regeringen og Dansk Folkeparti har torsdag vedtaget en politisk aftale, som gør det muligt.
Det er nemlig ikke nok kun at vurdere elevernes faglige evner, mener undervisningsminister Merete Riisager (LA).
– Det er ekstremt vigtigt, når vi kommunikerer med de unge mennesker om deres kvalifikationer, at vi også fortæller dem noget om, hvilke praktiske færdigheder de har, siger ministeren.
– Ved at vi tager den praktisk faglige del ind i uddannelsesparathedsvurderingen, så giver vi eleverne feedback i forhold til, om de har noget potentiale, de skal bygge videre på både i 8. og 9. klasse og et arbejdsliv derefter.
Alle elever i 8. klasse får en såkaldt uddannelsesparathedsvurdering.
Vurderingen skal sikre, at elever, der bliver vurderet ikkeparate, får støtte til at blive klar til at starte på en ungdomsuddannelse efter folkeskolens afgangseksamen.
Som det er i dag, vurderer skolerne eleverne ud fra deres faglige, personlige og sociale forudsætninger.
Politisk redaktør på Ungeavisen.dk.