Ungdomsjob skader familiens økonomi
- 14. marts 2017
- Kasper Friis
- Posted in Politik & økonomiUnge
Når de unge i familien får sig et fritidsjob, så bliver familien skåret ned i boligydelse. Det skriver Jyllands-Posten.
Mere end 2.000 familier blev sidste år modregnet i boligydelse, eftersom barnet i familien tjente over 1.800 kroner om måneden. Flere partiet i Folketinget er enige om at fjerne reglen.
Det er især de enlige forældre, der har en lav indkomst, som bliver hårdest ramt. Fx enlige forældre på kontanthjælp, i lavtlønsjob eller på dagpenge. Og det er ikke småpenge, der modregnes. Selvom det modregnede beløb varierer, var det sidste år 6.000 kroner i gennemsnit årligt, fordi at barnet valgte at få sig et fritidsjob, ifølge Jyllands-Posten.
Professor i sociologi ved Aalborg Universitet, Martin D. Munk, siger, at det skader den sociale mobilitet, at børn på denne måde begrænses i at have et fritidsjob: “Hvis man snuser til arbejdsmarkedet som ung, får man også en lettere tilknytning i det lange løb. Det virker som et selvmål, at man straffer lavindkomstfamilier, når børnene tager ansvar for eget liv. Fritidsjob kan netop sikre en bedre vej ind i voksenlivet,” siger han til Jyllands-Posten.
Flere partier vil fjerne reglen
Socialdemokratiet har udtrykt ønske om at fjerne denne regel, som har eksisteret siden 1967. “Det er et kæmpe benspænd for unge fra udsatte hjem, som prøver at bryde nogle negative sociale mønstre og lære værdien af et arbejde. Deres forældre bliver straffet, fordi børnene vil skabe samme økonomiske muligheder for sig selv, som deres jævnaldrende har,” siger Mattias Tesfaye, erhvervsordfører for Socialdemokratiet, til Jyllands-Posten.
Socialdemokratiet er ikke det eneste parti, der synes, det kunne være en god idé at afskaffe reglen. Både Dansk Folkeparti, Venstre og Enhedslisten er enige i, at det kunne være en god ting at afskaffe denne regel. Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet snakker bedre sammen på det seneste, og det samme gælder ved dette forslag. “Det kan altid diskuteres, om grænsen for, hvornår unge under 18 år skal medregnes, er den rigtige. Det er Dansk Folkeparti villig til at se på,” siger Bent Bøgsted, beskæftigelsesordfører fra Dansk Folkeparti, til Jyllands-Posten.
Men også regeringspartiet Venstre ser det som en god idé at tage denne regel om til genovervejelse.
“Reglen er 50 år gammel og svarer måske ikke til nutidens situation med fritidsjob. Unge skal opfordres til at tage fritidsjob, og derfor vil jeg se på, om reglen skal afskaffes, eller om beløbsgrænsen skal hæves,” siger Beskæftigelsesministeren, Troels Lund Poulsen fra Venstre, til Jyllands-Posten.
About author
Indehaver og chefredaktør på Ungeavisen.dk. Skriver om stort og småt i dansk politik samt samfundet som helhed. Telefon: 26 71 00 78 Mail: kasperfriis@ungeavisen.dk.linux134.unoeuro-server.com